Aschehoug / Lademanns leksikon lukker

En epoke er slut- et klassisk opslagsværk lukker.

I  november 2011 meddelte forlaget Aschehoug at man lukker opslagsværket Aschehoughs Leksikon på internettet.

Dermed er et af de mest udbredte danske opslagsværker ikke længere tilgængeligt.

For mange vil navnet Aschehougs Leksikon ikke fremkalde mange reaktioner, men når man så fortæller at Aschehougs Leksikon er et andet navn for Lademanns Leksikon, vil de  fleste nikke genkendende til navnet.

Lademanns Leksikon udkom første gang i 1971 og blev solgt igennem Lademanns bogklub og blev meget udbredt som fyld på de mange teaktræsreoler, der dominerede 70´ernes boliger.

Lademanns Leksikon byggede på Hirschsprungs Leksikon, tilføjet godt med illustrationer.

I slutningen af 90´erne gik man over til cd-rom udgaver og nåede en del udgaver af disse, inden Aschehoug overtog værket og lancerede det som et betalingsinternet leksikon.

Konkurrencen fra gratis opslagsværker som Den Store Danske og Wikipedia blev dog for stor og nu har man valgt endeligt at trække stikket for et stykke dansk kulturhistorie.

Kilde: www.krydsord.dk